Mit frelsesvidnesbyrd - Jan Rydeng

Jeg gav mit liv til Jesus og kom til tro på Ham da jeg var 23 år. Jeg havde indtil da været meget søgende efter sandheden, men søgte helt andre steder end kristendommen, fordi den stod for mig dengang som hyklerisk og et middel til at undertrykke mennesker. Jeg var politisk bevidst og kaldte mig selv for humanistisk socialist. Samtidig blev jeg tiltrukket af både Transcendental meditation og hash, fordi jeg mente dengang, at sandheden lå inde i mig selv,¦ det var blot et spørgsmål om at få udvidet sin bevidsthed om de ressourcer som lå gemt via meditation og hash, troede jeg.

Jeg havde i min ungdomsår et stort stammeproblem som gav mig stor usikkerhed overfor andre mennesker. Mit selvværd var ikke særlig højt og levede derfor ikke på samme måde som min jævnaldrende. Jeg oplevede dog at mit politiske engagement og hashrygning rettede lidt op på dette, men jeg fandt aldrig den fred og glæde, som jeg søgte.

Som 22 årig startede på en socialistisk højskole, som hed "€�Kunsten at bruge livet"€�. På højskolen kom jeg længere ind i hashmiljøet, men senere under højskoleopholdet havde vi en studietur til Irland. Denne tur var begyndelsen på et helt nyt kapitel i mit liv, for midt ude i den øde irske natur mødte jeg en tysk kristen au-pair pige, som fortalte mig om Jesus. For første gang hørte jeg, at Jesus lever og at han elsker mig¦ det gjorde stort indtryk på mig, fordi jeg fornemmede tydeligt at det var levende og personligt for denne pige.

Jeg bevarede kontakten med hende da jeg kom tilbage på højskolen, hvor vi skrev en del breve sammen (det var før internettet). Mine fordomme omkring kristendommen blev langsomt brudt ned i takt med, at hun i sine breve fortalte mig om Gud og Jesus som døde på korset for mig. Jeg fik en større og større længsel efter at få del i dette liv, som hun skrev om.

Senere i løbet af højskoleopholdet havde vi en studietur til Rumænien. Vi kørte derned i skolens gamle bus og planlagde en hjemtur hvor vi passerede Nurnberg , som netop var den by, som den tyske pige var flyttet tilbage til. Jeg skrev, at jeg ville besøge hende på tilbage vejen, men det gik noget anderledes end jeg forestillede mig, for den gamle bus, vi kørte i gik i stykker midt ude på motorvejen ved Munchen, ca 50 km syd for Nurnberg. Men jeg var så fast besluttet på at besøge hende, så selv om jeg kun havde 10 D-mark tilbage, stillede jeg mig ud på motorvejen for at blaffe det sidste stykke til Nurnberg. Jeg husker tydeligt, at det var sidst på eftermiddagen, det var begyndt at småregne, men efter at have stået i ca 10 min, blev jeg samlet op af en tysk gymnasielærer. Han var så venlig at køre mig helt til hendes adresse i Nurnberg.

I en uge oplevede jeg første gang i mit liv et varmt og meget kærligt fællesskab blandt kristne helt anderledes end det, jeg kendte fra højskolen. Jeg var på et møde hvor en missionær talte om, hvordan Gud helbredte mennesker i dag. Uden at forstå helt hvad det var, gik jeg op til forbøn og ønskede at lukke Jesus ind i mit hjerte. Denne beslutning var startskuddet, var begyndelsen på et helt nyt liv! Jeg oplevede en vidunderlig fred i mit hjerte og mit stammeproblem og dårlige selvværd forsvandt meget hurtigt.

Det er nu over 30 år siden og jeg har aldrig fortrudt, at jeg gav mit liv til Jesus, for livet med Jesus bliver mere og mere spændende! Særligt indenfor det sidste års tid har jeg oplevet kraften og storheden i Guds nåde. Det er som om at Gud viser mig mere og mere af sin mægtige nåde, en nåde, der giver kraft til at leve et helt nyt liv!

Det nye liv i Jesus er et helt anderledes liv end det gamle liv, jeg levede før. For det første er mit syn på mig selv og andre mennesker helt forandret. Jeg har fået en indre vished om at jeg er et Guds barn - uanset hvad jeg har oplevet og følt, så har denne vished altid været der. Jeg ved, at jeg er elsket af Gud, ikke fordi jeg på nogen måde fortjener det, men alene fordi Gud sendte Jesus, der døde på korset også for min skyld og betalte med sit blod den straf, som jeg skulle have betalt på grund af synden i mit liv.

Mit syn på andre mennesker er også radikalt ændret. Uanset hvor uretfærdig andre behandler mig, oplever jeg mig ikke mere værd end dem, tværtimod har jeg særlig indenfor det sidste år oplevet, at jeg ikke er spor bedre end de mennesker, jeg ikke bryder mig om og det falder mig mere og mere naturligt at tilgive dem, som måske sårer mig eller træder mig over tæerne. Jeg går derfor aldrig rundt med nag eller negative følelser overfor andre.

Gud har også givet mig en vidunderlig tilstand af ubekymrethed. Gud siger i Matt. 6,36: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" ..og i Fil. 4,6: "Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet i beder og bønfalder under taksigelse". Igennem alle årene har Gud vist sig at være trofast og har altid givet mig, hvad jeg trænger til, samtidig med, at han har givet mig en større og større længsel efter at leve i et tættere fællesskab med ham!

Gud er god!